Hej! Mit navn er Nova.
Jeg er founder af NeuroGym – Danmarks eneste online platform for kvinders unikke nervesystem. Jeg uddanner også kvinder i at blive specialiserede i kvinders nervesystem, så endnu flere kvinder kan få den viden og hjælp, de har brug for.
Men min vej ind i dette arbejde begyndte ikke med en uddannelse.
Den begyndte med, at jeg skulle heale mit eget nervesystem.
Før jeg vidste noget om nervesystemet, arbejdede jeg som forsker i ligestilling og sexisme på CBS. Ved siden af mit arbejde var jeg feministisk aktivist. Jeg var passioneret. Jeg ville gøre en forskel. Jeg ville kæmpe for kvinders rettigheder.
Jeg troede, det var feministisk at arbejde 80 timer om ugen og kravle op ad karrierestigen.
Det var ikke feministisk.
Det var nervesystems-selvmord.
Så jeg brændte ud.
Jeg havde brugt et år på at skrive bogen Sexisme på arbejde, som blev udgivet af Djøf Forlag. Men jeg kom ikke til min egen boglancering.
For min krop sagde stop.
Da jeg blev sygemeldt med stress, søgte jeg hjælp. Jeg var bestemt ikke ny i terapi. Jeg startede allerede som 14-årig på grund af angst. Men denne gang var jeg træt af at analysere.
Min barndom.
Mine mønstre.
Mine tanker.
Jeg kunne analysere mig selv til perfektion – men min krop reagerede stadig med angst, smerter og søvnløshed.
Jeg havde succes i mit arbejdsliv, men mine relationer var kaotiske, og mit kærlighedsliv var et helvede.
Jeg havde det forfærdeligt op til min menstruation, og min menstruation var tung og smertefuld.
Halvdelen af måneden hadede jeg min kvindekrop.
Jeg havde ikke brug for at forstå mig selv mere.
Jeg havde brug for at komme ud af hovedet og ned i kroppen.
Så jeg begyndte at lede efter svar et andet sted.
Jeg søgte viden hos kvinder, der arbejdede specifikt med kvinders nervesystem, hjerne, cyklus og sundhed — blandt andre Veronica Rottman, Dr. Kayla Osterhoff, Carly Rae, Elisabeth Kristoff og Samantha Johnson.
Og min krop responderede dybt på metoderne.
Det fik mig til at gøre det, jeg altid har gjort, når noget virkelig interesserer mig:
Jeg begyndte at undersøge forskningen. Jeg opdagede, hvor meget af den eksisterende forskning i stress, traumer og nervesystemet historisk er baseret på mænd og dyr. Vi har simpelthen lært at forstå og arbejde med stress og traumer gennem mandekroppen - og så kalder vi det “ens for alle”.
Men kvinders nervesystem er unikt. Kvinder oplever, bearbejder og healer stress og traumer anderledes end mænd. For vores nervesystem er mere komplekst. Vores nervesystem ændrer sig i takt med vores månedlige cyklus. Derudover gennemgår vi livsfaser såsom graviditet, postpartum, peri, meno og postmenopause, hvor vores nervesystem igen forandrer sig.
Desværre er der ikke nok fokus på kvinders unikke nervesystem.
De fleste der taler om nervesystemet, taler som om der kun findes ét: mandens. Derfor bliver du bedt om at isbade, breathworke og “hacke” dig til sundhed. Du får fortalt, at du skal skrige vreden ud og faste for optimal sundhed. Men disse metoder er ikke skabt til kvinders biologi.
Metoderne bygger på forskning, der er lavet på mænd.
Men kvinder er ikke små mænd.
Da jeg begyndte at arbejde med mit kvindelige nervesystem oplevede jeg en transformation, som havde flyttet mig længere, end mine mere end 15 år i terapi havde gjort.
Det ændrede min retning.
Og jeg begyndte at stille det spørgsmål, jeg stadig stiller i dag:
Hvad sker der, når vi holder op med at behandle kvinder som små mænd?
Jeg besluttede mig for at uddanne mig i de metoder, der havde hjulpet mig, og for at bringe denne viden videre til kvinder i Danmark.
I dag bygger jeg mit arbejde på tre ting: min egen erfaring, mine uddannelser inden for kvinders nervesystem og min baggrund som forsker.
Jeg bruger min forskerhjerne til at opsøge, indsamle og analysere ny forskning inden for kvinders sundhed, nervesystem, hjerne, cyklus og stressrespons. Jeg følger forskningen, læser studier, undersøger og stiller spørgsmål. Jeg skelner mellem det, vi tror, vi ved, og det, vi stadig er ved at finde ud af – især når det kommer til forskning i kvinders kroppe.
For vi kan ikke komme udenom det: Kvinders kroppe er historisk blevet ekskluderet fra forskningen. Og det betyder, at meget af den viden, vi har i dag, er blevet skabt uden kvinder.
NeuroGym er mit forsøg på at give magten tilbage til kvinder.
At flytte viden om kvinders kroppe ud af eksperternes hænder og hjem til kvinderne selv.
Så de kan forstå deres nervesystem, deres cyklus og deres krop.
For viden er magt.
Og kvinder skal have magten over deres egen krop.
Jeg har skabt NeuroGym, fordi jeg tror på, at der sker noget radikalt, når en kvinde begynder at forstå, hvad hendes krop prøver at fortælle hende.
Når hun begynder at arbejde med sin krop i stedet for imod den.
Jeg formidler den viden, jeg ville ønske, jeg selv havde haft.
Længe før jeg meldte afbud til min egen boglancering og min krop tvang mig til at stoppe.
Den viden har ikke blot forandret mit eget liv. Hver dag hjælper den flere hundrede kvinder i NeuroGym.
Min faglige baggrund
Certificeret i kvinders neuropsykologi
Specialiseret viden om kvinders biologi, cyklus og neuropsykologi hos Dr. Kayla Osterhoff
Trauma-trained somatic practitioner for the female nervous system
To års specialisering i kvinders nervesystem og traumehealing hos Veronica Rottman
Mentorshipprogram i kvinders anatomi
1-årigt mentorshipprogram i kvinders anatomi hos Carly Rae
Certificeret Neuro-Somatic Intelligence Practitioner
Specialiseret viden indenfor anvendt neurologi, neurovidenskab samt somatisk psykologi hos Elisabeth Kristof
